Tiden inden Nybyggerne

Af Ida

“…Ej, skal vi ikke prøve at melde os til nu?”

Mange af jer kender det nok. Man følger trofast med i Nybyggerne år efter år, og hver gang siger man lige til hinanden: “Arghhh… vi skulle have prøvet at melde os til i år!!” – men så har man alligevel ikke for alvor lyst til at tage skridtet længere. 

Sidste år valgte vi så at gøre det alligevel. Det var nok i virkeligheden mest “for sjov”, forstået på den måde at vi vitterligt ikke havde regnet med at gå videre i castingprocessen, så overvejelserne var ikke super grundige. Derfor var overraskelsen ekstra stor, da vi blev ringet op og fik at vide, at vi var gået videre i castingprocessen…. og så gik vi videre igen… og igen…. og igen… og pludselig blev det hele lidt mere seriøst, end vi havde regnet med, da vi meldte os til. 

Overvejelser om at deltage

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde mange overvejelser om, hvorvidt vi nu også skulle gøre det her. Var vi parate til, at Danmark fik en holdning til os? Umiddelbart nej. Var vi dygtige nok? Kunne vi nå i mål? Ville vi blive en kæmpe fiasko? Så sent som en uge inden Nybygger-start havde vi kæmpe krise og kiggede forvildede på hinanden, mens vi tænkte “okay, hvad er det lige, vi har rodet os ud i…?”, hvilket mundede ud i nogle dybe snakke og overvejelser. Det kan måske lyde overdrevet at bekymre sig så meget, men vi har aldrig nogensinde rigtig haft lyst til at skulle på TV – og nu skulle vi på TV OG potentielt gøre os selv til grin….? Med frygt for at lyde patetisk så var vores selvtillid ikke kolossal, når det kom til vores evner i et sådan projekt, og vi var virkelig bange for, at de ikke var tilstrækkelige. Folk forventer jo noget af dig, når du deltager i Nybyggerne! Man må jo kunne ét eller andet! Kunne vi dét?

Bekymringerne var mange, men omvendt var vi et sted i vores liv, hvor vi følte, at hvis vi skulle gøre noget vildt, så måtte det være nu! Vi var begge netop nyuddannede uden faste jobs, vi har ingen børn og generelt ikke ret mange forpligtelser endnu. Derudover kunne vi ikke ignorere den enestående mulighed for at udvide vores kreativitet sammen og skabe noget sammen. Trods usikkerheden følte vi jo ét eller andet sted, at vi havde noget at byde på, hvis vi bare kunne nå i mål med det. Ida er kæmpe æstetiker og vant til at arbejde inden for deadlines, og Mads er lærenem og sådan én, der får tingene gjort. Derudover var tanken om at flytte tilbage til Jylland også særdeles tiltalende for to eksil-jyder som os. Så trods mange bekymringer og overvejelser valgte vi at springe ud i frit fald uden at være helt sikre på, hvor vi landede.