Finaleaftenen og lidt om fremtiden …

Finaleaftenen og lidt om fremtiden …

april 9, 2019 4 Af Ida og Mads

Der er gået snart to uger, og vi har stadig svært ved at fatte, at vi kan være så heldige, og at I kan være så gode med jeres stemmer! For 87. gang: TAK, af hjertet.

Dagene inden finalen

Vi var så heldige, at vi havde fået lov at bo i husene et par dage inden finalen. Det var lidt med blandede følelser, at vi valgte at takke ja til det, da vi var en smule bange for at opbygge et endnu stærkere bånd til huset, end vi i forvejen havde. Lige om lidt kunne det hele jo potentielt blive taget fra os.

Vi valgte at omfavne muligheden for – måske – at få de sidste dage i vores elskede hjem, og vi NØD at være i huset uden stress og jag og bare tage os god tid til at spise morgenmad, høre musik på vores pladespiller og lave mad i vores store køkken. Det var nogle dage, hvor vi (næsten) glemte, at meget af vores fremtid blev afgjort lige om lidt. Vi nød naturen i Dronningborg og ikke mindst vores dejlige naboer i grønt og rødt hus.

Finaledagen

Finaledagen var første gang, hvor vi for alvor mærkede realiteterne og nervøsiteten. Hele Nybyggerneforløbet havde jo været i os i et år. Castingen startede for et år siden, og pludselig så vi os selv i et råhus i Randers, derefter så vi os selv på landsdækkende TV, og nu så vi os selv stå her på finaledagen. Det hele havde varet så længe, og alligevel var det gået så hurtigt. Derfor havde vi bare skubbet det faktum, at det var en konkurrence, væk fra vores bevidsthed. På finaledagen kunne vi ikke længere skubbe det væk. Ude foran husene var der bygget et kæmpe studie op. Vores hus var pyntet op med gul og guld, og vores gule finale-tøj hang klar på bøjler inde i soveværelset. Puh.. nu var det alvor.

Dagen gik hurtigt og stod på oppyntning, generalprøver, stress-spisning og en puls på 120 dagen lang. Som dagen gik blev vi mere og mere afklarede med, at det ville være okay, hvis vi ikke vandt – for vi havde jo vundet på så mange andre punkter. Vi havde fået en masse håndværksmæssig erfaring, og vi havde fået et fantastisk grundlag for vores nyopstartede virksomhed. Desuden begyndte vi bare at glæde os helt vildt til at få en afklaring og komme ud på den anden side igen.

Og så kom familien!

Efter en dag i stress og jag kom en masse fra vores familie langt om længe. Vi havde samlet en håndfuld af de nærmeste, og selvom der ikke var meget overskud til at slappe af i selskabet, var det alligevel fantastisk at have dem ved vores side. Hvor klichéfyldt det end må lyde, så har vores familie været en helt vanvittig støtte i det her skøre projekt, vi havde kastet os ud i. Uge for uge har de bakket os op, spist gule retter hver onsdag og trukket i gult tøj, så snart muligheden bød sig.

Sekunderne inden afgørelsen …

… var nogle meget lange sekunder. Vi havde ellers tigget Emil om ikke at trække den for langt ud – men som den professionelle vært han nu engang er, gjorde han naturligvis spændingen ekstra intens 😉

Jeg – Ida – havde sørget for at bunde alle champagne-slanter, jeg stødte på, inden vi gik op i finale-teltet, så jeg lige kunne få dulmet de værste nerver. Mads kæmpede lidt mere med at få styr på spændingen til sidst. I sekunderne, hvor vi venter på afgørelsen, når vi lige at sige til hinanden, at “det er okay, hvis det ikke bliver os – vi har vundet på mange andre punkter alligevel”, og i et par sekunder når vi at finde en form for ro. Derfor var overraskelsen det større, da vores navn bliver nævnt. Derefter husker vi bare en tåge af konfetti, journalister, familie og en masse kram. Det var et helt ubeskriveligt øjeblik, som vi sent vil glemme.

Midt i glæden var dog også tanken om, at vores kære naboer måtte sige farvel til deres hus – og tanken om at vi kommer til at bo i huset uden dem ved vores side, giver os stadig ondt i maven. Vi fortjente alle sammen at vinde, og det føles så forkert, at de andre ikke får lov til det nu, selvom vi alle godt vidste, at det var sådan, spillet var.

Fremtidsplaner

Hvad skal der så ske nu? I er rigtig mange, der har spurgt ind til, hvornår vi kan flytte ind i huset. Det korte svar er, at det ved vi ikke endnu. Der er en masse formalia og praktiske ting, der skal falde på plads, inden vi kan flytte ind. Til gengæld kan vi sige, at vi ønsker at flytte ind, så snart det er muligt, og vi tænker, at det hele bliver et sommerferieprojekt. Vi håber desuden, I har lyst til at følge med i hele indflytningsprocessen, som vi naturligvis vil dele med jer her og på vores sociale medier. Der er lige et par lister, der skal males og lidt gulv, der skal rettes 😉

Som det ser ud lige nu ser vi helt klart en fremtid i huset i Randers, og vi kan slet ikke vente med at prøve det af. Vi glæder os til at få en hverdag i Kronjylland, hvor vi er tættere på familie og venner, og vi glæder os til at forhåbenligt få endnu mere gang i vores plakat-webshop www.taisho.dk.

Nedenunder kan I se lidt billeder fra finaleaftenen.

Vores to mødre Lone og Hiroyo

Idas lillesøster Marie

To relativt anspændte nybyggere

Idas søskende: Marie, Aske og Sørine

Mads’ tante Heidi havde lavet den SMUKKESTE gule kage

Folk havde bidraget med forskellige gule snacks til finaleaftenen

Tak til familie, seere, følgere, læsere og ikke mindste rødt, grønt og blåt hus for en uforglemmelig rejse.