Badeværelset

Badeværelset

februar 20, 2019 0 Af Ida og Mads

Af Ida

Fliser, fald, silikonefuger, tilslutninger… badeværelset var et af de rum, der allerede inden start havde givet os mareridt. Et badeværelse kræver bare så meget teknisk kunnen – var det virkelig nok med Youtube-tutorials for to kæmpeamatører som os?

Fliser over søvn. Altid.

Fra dag 1 havde vi lagt den klare plan, at fliser blev prioriteret over søvn. Var vi trætte…? Ja! Var fliserne lagt….? Nej! Ergo var det’ bar’ at arbejd’ videre! Vi havde dog ikke lige kalkuleret med, at det ville tage os mere end to døgn, inden vi var færdige med flisearbejdet, så det var ret meget to zombier, der gik rundt til sidst i gult hus. Mads ordnede flise-fuger, Ida ordnede silikone-fuger (og nå ja, deraf det meget kreative navn “silikone-Ida”. Tak til klipperen for at undlade at få den ellers ret vigtige forhistorie med 😉 …. ), og pludselig så vi os selv stå i et nærmest færdigt badeværelse, som vi helt selv havde lavet. De to ellers meget ydmyge jyder måtte nu alligevel lige juble lidt over sig selv, for er du gal, vi var stolte!

Badeværelse på budget

Eftersom vi i sidste uge valgte at bruge små 28.000 kroner på en glasdør, stod den på spare-badeværelse i denne uge. Selvom det måske kan lyde som noget af et surt benspænd, endte det med at være vores kilde til idéer, vi ellers aldrig var kommet på. Der gik konkurrence i det for os, for vi ville bare holde os under de 20.000 kroner. Vi kunne ikke lade være med at have i baghovedet, at det kunne være ret sejt, hvis vi brugte under 20.000 kroner og samtidig vandt 20.000 – så havde man jo nærmest fået et gratis badeværese…?! Ekstra-billigt-badeværelse much!

Vi brugte nogle af de billigste fliser, vi kunne finde. Vi valgte et almindeligt toilet frem for et væghængt. Vi købte vask, lampe, badmøbel, armatur og diverse i genbrug og på DBA. Armatur og toiletpapirholder var endda fra Vola (design på budget føles bare ekstra godt!).  Derudover var alt det keramik, vi fandt, også fra genbrug – noget af et scoop, synes vi selv! Randers har nogle fantastiske genbrugsbutikker, så hvis du er på de kanter, bør du kigge i:

  • Blå Kors
  • Kirkens Genbrug
  • Take Now
  • Finderiet
  • Von Otto
  • Real Retro
  • 117 Ting

Hvad maling ikke kan gøre …

Vi har sagt det før – men maling kan virkelig gøre underværker. Havde det ikke været for den lækre, vinrøde farver, havde vores badeværelse nok ikke fået den “kant”, vi selv synes, det har fået. Fliserne er enormt standard, så det krævede noget farve og kreativitet at få badeværelset til at fremstå mere eksklusivt, end det reelt var. Vi er med på, at der nok vil være ramaskrig over, at vi malede et teakmøbel, men vi må også bare stå ved, at teak ikke passer ind i den stil, vi forsøger at ramme. Til gengæld har de gamle 60-70’er-møbler en enkelthed, der passer enormt godt ind i vores stil.

Et nyt badeværelse og 5000,- kroner rigere!

Det føles godt at vinde et rum, men det føles altså ekstra godt at vinde et rum, og så oven i købet stå tilbage med 5.000 kroner mere, end vi havde, da vi startede på badeværelset! Det var lidt som en dobbelt-sejr for to sparsommelige jyder, og nu er vi heldigvis på sporet igen efter glasdørs-udgiften.

Det færdige rum:

Stjæl stilen

Som sagt var mange af tingene fra genbrug, men vi vil linke til de ting, vi ved, kan købes. Linket fører direkte hen til produktet.

  • Fliser: Silvan
  • Blå glasvase: Søstrene Grene (har ikke webshop, så jeg kan ikke linke)
  • Merakisæbe: Matas
  • Bambustandbørste: Zuztain
  • Plastiktandbørste: Hay
  • Balsam og shampoo (i brusekabinen): Fra Normal – de har ikke webshop, men produkterne var ret billige.
  • Håndklæder: IKEA
  • Væghængt glasvase: Den er fra Ilva, men det lader desværre til, at den er udgået fra sortiment.
  • Rundt spejl: Ilva
  • Maling: Dyrup “HEDE R23”
  • Lampe – den er fra genbrug, men jeg har fundet en lignende her: Ilva
  • Lille firkantet sæbe: Ilva
  • Vola-armatur: Billig-VVS
  • OBS – alt keramik er “desværre” fra genbrug. Randers er et Mekka for genbrugs-keramik!

Og hermed godnat fra gul hule – vi har lidt søvn, vi skal have indhentet …..